En muskel sitrer, og du mærker en åben kanal i din krop – energierne arbejder.
Læs her Jesper Ovesens oplevelse af kiroterapi.
NYT ASPEKT januar 1993
Erik Jakobsen er blevet far til en ny behandlingsform, kiroterapien. I kiroterapien arbejder man med noget så jordnært som fødderne – og noget så uhåndgribeligt som menneskets energisystem. Men Erik er ikke nogen verdensfjern drømmer, han har nemlig været brandmand i Thule, et erhverv hvor et sekunds uopmærksomhed kan betyde døden.
Da Erik Jakobsen arbejdede i Grønland, begyndte folk at komme til ham, når der var noget galt med dem. Han havde lært sig selv zoneterapi og senere massage og energiarbejde. Erik Jakobsen er et menneske, der har fundet en erkendelse igennem personlige erfaringer. Og skønt kiroterapien har rødder i zoneterapien, er denne ikke den centrale del.
Jeg ankommer til Hårlev, hvor han med sin partner åbnede “Center for Kiroterapi” for et år siden. Hun er en lille, korthåret sjællænder. Det sjællandske mål er lunt og venligt, og jeg kan mærke, at kiroterapien har betydet et stort skridt i hendes tilværelse.
Vi går alle tre ind i behandlingsrummet, som er et hvidmalet lokale med en briks, et par stole, et bord og nogle plancher på væggen. Plancherne viser de fem elementer, fodzonerne og musklerne tilknyttet meridianerne. På gulvet et tykt tæppe.
Du skal sidde i stolen, siger Birgitte, – det er vigtigt, at du selv kan se dine ben, så du kan følge med i behandlingen og se meridianerne. Især den første gang.
Jeg tager cowboybukserne af, får et håndklæde at dække mig med og sætter mig med foden oppe i Birgittes skød. Hun smører lidt creme på min højre forfod og griber om den. Grebet er roligt og fast og lidt køligt. Hun holder – og jeg venter uden at gøre noget.
Jeg er meget spændt. Hvad vil der ske? Hvad nu hvis jeg er dårlig til det, og ingenting sker? Midt i min højre læg mærker jeg en begyndende boblen. Jeg kommer til at lukke øjnene, men åbner dem, da Erik siger:
Se der, nu kommer den. Jeg kigger ned. Han peger på mit andet ben, det venstre, og her begynder der også at ske noget: en muskel sitrer. Jeg mærker en slags kanal op igennem benet, en afslappet eller helt åbnet zone i nogle muskler.
Og musklerne begynder at trække sig sammen, først rytmisk, derefter med konstant spænding. De har det godt, der er en lyst og glæde over den følelse af åbenhed og forventning. Musklerne får lov at bestemme. Og de åbner endnu mere. Jeg mærker en forbindelse tværs over maven, højre og venstre ben er forbundet. Jeg kan ikke lade være med at grine over, hvad mit venstre ben foretager sig: muskler der arbejder og drejer benet, et knæ der bukker, en fod der flytter på sig – alt sammen uden at jeg har givet ordre til noget af det. Forbløffende.
Hvad er kiroterapi?
Kiroterapi betyder behandling med hånden. Kiroterapien er et redskab til at se meridianerne, kroppens energibaner. Det er ikke noget, man er vant til. Som regel lærer man om meridianer efter anatomiske kort.
Meridianerne kan iagttages igennem energiernes virkning i kroppen, når de påvirkes under kiroterapien. Bestemte muskelgrupper kan fx bevæge sig som helheder, og man kan derigennem erkende meridianernes forløb.
Kiroterapien går ud fra patienten. Det er patienten, som er den styrende. Patientens energisystem viser selv, hvad det har behov for, og skal nok selv rette sig op, når det får den hjælp, det beder om.
Energierne kan påvirkes udefra fx i meridianernes endepunkter på fødder og hænder eller i chakraerne, primære såvel som sekundære, eller andre steder i auraen. Terapeuten kan mærke med hånden, om områder har overskud eller underskud af energi, og kan påvirke energistrømmene ved at lægge hånden forskellige steder på kroppen.
– Luk øjnene, siger Erik. Han holder min hånd. Det som sker, føler jeg, kommer ikke fra berøringen, som er lidt upersonlig, det kommer inde fra mig selv. – Hvad mærker du i øjnene? Spørger han. Først mærker jeg ikke øjnene, men en varme i skuldrene, der indleder en umærkelig bevægelse. Erik placerer en finger på mit tredje øje. Jeg mærker et område af liv og glæde. Mine øjne, som er så trætte, som altid er den første del af kroppen, der vil i seng, og som skal bære ansvaret, når jeg prøver at koncentrere mig. Endelig finder de deres glæde. Glæden ligger der jo hele tiden, mærker jeg, jeg kan bare ikke finde den alene.
Kroppen styrer
Jeg får også lov at se på en behandling, som ligger et stykke inde i et forløb. Det drejer sig om Birte. Hun ligger på briksen, og Birgitte holder om hendes ankler med antennegrebet og sidder lidt sådan. Jeg kan se en vibration starte ved knæet – og næsten før jeg har registreret den, siger Erik:
Der kan du se. Der har vi mavemeridianen. Andre muskler på ydersiden af benet begynder at markere sig ved at sitre eller spænde op. Det er ikke noget hun gør med sin vilje, det er kroppen, som finder sin egen vej. Erik forklarer videre, at det er grundlæggende, at både terapeut og patient kan se, hvad der foregår.
En meridian er en meridian, uanset om den kommer fra shiatsu eller zoneterapi. En meridian er en energibane, og man kan se den på dens virkning. Erik og Birgitte diskuterer, hvad de ser, efterhånden som Birtes ben strækker sig mere ud og begynder at bevæge sig. Der har vi levermeridianen, siger han og peger på nogle bevægelser i inderlåret. Birtes ben begynder at bøje sig og stemme imod underlaget, ryggen hæver og drejer sig. Nu kan du vel se hvad der er galt, sig Erik til mig. – Nej, indrømmer jeg. – Det er ryggen. Birte er sygehjælper og har slidgigt i ryggen, en smertefuld og hæmmende erhvervssygdom. Bevægelserne forplanter sig til hele hendes krop. Rolige, næsten dansende bevægelser helt ud i hænderne. Jeg kan se, at de kommer dybt inde fra personen, fra hendes centrum. Det er gribende og meget smukt at overvære. På et tidspunkt går
Erik hen og tager et greb i hendes hånd.
– Jeg trykker egentlig ikke, fortæller han, – jeg støtter energierne. Jeg holder heller ikke hånden fast, jeg følger med i hendes bevægelse. Terapeuten er kun en katalysator for patienten. Det er uhyre vigtigt, at patientens krop får lov at styre forløbet, jeg kan jo ikke vide, hvordan der er i den krop, og hvad den har brug for, men det kan den selv.
Der er ikke noget mystisk ved kiroterapi, fortsætter han, – Birte kommer for sin ryg, andre kommer for sportsskader. Ofte ser vi, at folk ønsker at komme videre åndeligt, og så kan vi arbejde med deres farveoplevelser under terapien. Eller vi går ind på chakraerne eller arbejder i auraen. Det gør vi også, hvis patienten ikke reagerer på de mere fysiske impulser, som fx når vi holder om fødderne.
Meridianerne hører sammen med hver sine muskler og organer. Hvis energien i en meridian er forkert, påvirker det også det tilhørende organ, dets rytme bliver forskudt, og det kommer ud af trit med de andre organer. Vi kan se på organuret, at hvert organ har sin maksimale ydelse på et bestemt tidspunkt. – Behandlingerne tager smerterne, siger Birte, – nu kan jeg holde ud at være her og at arbejde. Og jeg fornemmer at hun bevæger sig friere efter behandlingen. – Når folk kommer hjem, har de en bedre kontakt med kroppen, fortæller Erik. – Der er blevet skabt en lille kanal, og det er lettere at åbne for energien. Men patienterne kan godt have brug for at komme igen nu og da. – Man kan ofte blive træt efter en behandling. Det næste døgn er det almindeligt at mærke forskellige virkninger i kroppen, tilføjer han. Det skal jeg selv opdage rigtigheden af, når jeg kommer hjem.
En livsform
Jeg ser en videooptagelse fra et behandlingsforløb. Det er Birtes mor, en kvinde midt i tresserne, som har været opereret for diskusprolaps tre gange siden 1964. Men det var stadig galt med ryggen, og hun valgte at prøve kiroterapien i stedet for kirurgien, og det har fungeret indtil nu.
Det er en længere session, hvor hele kroppen er involveret. Hun går på et tidspunkt i bro, sparker og sukker. Men i andre sekvenser drejer det sig om ganske fine rørelser i fingrene.
Som et andet eksempel ser jeg en video med behandling af en skæv hofte. Nu kan jeg lidt genkende et bevægelsesmønster, men jeg får at vide, at hvert menneske har helt sine egne bevægelser. Der forventes ikke noget bestemt af patienten. På vej i bil tilbage til Køge betror Erik mig:
-Kiroterapien bliver en livsform. Den stimulerer intuitionen. Man kan ikke lade være med at ændre sig. Man kommer i en anden kontakt med verden og naturen, lidt i retning af de gamle kinesiske taoister. Men der er ikke noget mystisk ved det. Folk skal kunne komme med en sportsskade, uden at de skal tro på noget, de synes er mærkeligt.
Om natten efter jeg er kommet hjem, vågner jeg og mærker energierne boble i de samme energibaner, som jeg mærkede under behandlingen. Jeg ligger og leger med dem og mærker, at de vil noget mere, nu de er kommet frem i bevidsthedens lys.